Klubbens vedtægter

 

Navn og formål:

 

§ 1.

Klubbens navn er Aabenraa Badminton Club (ABC).

Klubbens formål er at fremme badmintonsporten i Aabenraa og give sine medlemmer bedst mulig adgang til at dyrke denne sport.

 

§ 2.

Klubben er gennem DBF Sønderjylland, DBFSØ, medlem af Dansk Badminton Forbund (DBF) og tilsluttet De Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) gennem DGI Sønderjylland.

Desuden er klubben medlem af Aabenraa Fritidsråd.

 

Medlemmer:

 

§ 3.

Medlemskab opnås ved betaling af kontingent for hhv. 1. halvdel (1.8.-31.12.) og 2. halvdel (1.l.-1.4.) af sæsonen.

 

§ 4.

Klubben kan oprette en passiv medlemsafdeling bestående af forældre til medlemmer under 16 år.

Kontingentet fastsættes af bestyrelsen.

 

§ 5.

Indmeldelse og udmeldelse sker til kassereren.

Udmeldelse sker skriftligt med mindst 1 måneds varsel til den l. i en måned.

 

§ 6.

Ethvert medlem, som efter bestyrelsens skøn modvirker klubbens interesser direkte eller ved sin adfærd skader klubbens omdømme, kan i kortere, eller længere tid idømmes karantæne. Enhver disposition af denne art kan for­dres forelagt til afgørelse på førstkommende generalforsamling, hvor den pågældende har ret til at være til stede. Via kreds og forbund kan kendel­sen indankes i henhold til DBF's love, § 10.

 

§ 7.

Medlemmerne er foruden klubbens love underkastet de af bestyrelsen til enhver tid udfærdigede bestemmelser og regler, ligesom medlemmerne må følge de love og bestemmelser udfærdiget af de til klubben sluttede forbund og foreninger.

 

Kontingent:

 

§ 8.

Kontingent for klubbens forskellige medlemskategorier fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen under hensyn til det antal timer, der spilles.

 

§ 9.

Medlemskontingent forfalder til betaling ved indmeldelsen og en evt. 2. rate forfalder efter bestyrelsens beslutning. Er kontingentet ikke rettidigt indbetalt mister medlemmet sin spilleret. Intet medlem kan være i restance udover 2 måneder, hvorefter bestyrelsen har ret til at slette vedkommende som medlem. Ved evt. genindmeldelse skal den fulde restance indbetales.

 

§ 10.

Bestyrelsen har ret til at aflyse det planmæssige spil, når aflysningen sker ved opslag på en opslagstavle mindst 8 dage før et evt. arrangement.

 

Generalforsamlingen:

 

§ 11.

Generalforsamlingen er den øverste myndighed i klubbens anliggender.

 

§ 12.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned.


 

§ 13.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med min. 7 dages varsel ved annoncering i en ugeavis dækkende Aabenraa kommune.

 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

5. Valg af revisor.

6. Behandling af indkomne forslag.

7. Eventuelt.

 

Forslag må - for at kunne forlanges behandlet - være tilsendt formanden senest 4 dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 14.

På generalforsamlingen, der er beslutningsdygtig uanset de mødendes antal, afgøres sagerne ved simpel stemmeflertal. Dog kræves 2/3 af de afgivne stemmer til vedtagelse eller forandring af klubbens love.

Stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde.

Enhver stemmeberettiget kan forlange skriftlig afstemning.

 

§ 15.

Stemmeberettigede er alle klubbens medlemmer, der er fyldt 16 år og har været medlem i mindst 3 måneder. Valgbar til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 18 år.

 

§ 16.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med senest 8 dages varsel, når bestyrelsen finder det nødvendigt og skal uophørligt indkaldes med nævnte varsel, når mindst 10 medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til bestyrelsen.

 

Bestyrelsen:

 

§ 17.

Klubbens daglige ledelse forestås af en bestyrelse, der består af mindst 6 medlemmer, af hvilke 3 efter tur afgår ved hver ordinær generalforsamling. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Bestyrelsen kan nedsætte en række udvalg til varetagelse af klubbens aktiviteter. Disse udvalg skal fortrinsvis bestå af klubbens øvrige medlemmer.

I tilfælde af afgang af bestyrelsens medlemmer i årets løb supplerer bestyrelsen sig selv, dog således at valget godkendes på første ordinære generalforsamling.

 

§ 18.

Formanden og kassereren tegner klubben.

 

§ 19.

Formanden er klubbens leder. Bestyrelsen fastsætter terminer for faste bestyrelsesmøder. Bestyrelsen kan indkaldes, når formanden eller 2 eller flere af bestyrelsen ønsker det.

Afstemning afgøres ved simpelt stemmeflertal, i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

§ 20.

Kassereren fører medlemslisten og specificeret regnskab over klubbens indtægter og udgifter.

Regnskabet følger kalenderåret.

 

§ 21.

Sekretæren fører protokol over generalforsamlingen og bestyrelsesmøderne.

 

§ 22.

Revisoren, der vælges for 1 år ad gangen, har krav på at få klubbens regnskab forelagt senest 14 dage før den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen skal have regnskabet tilbage med bemærkninger inden generalforsamlingen.

 

§ 23.

Bestyrelsen har fri rådighed til at anvende klubbens midler efter bedste skøn i dennes interesse.

 

§ 24.

Beslutning om klubbens ophør kan kun tages på en i den anledning indkaldt generalforsamling og da kun, når 2/3 af de afgivne stemmer er derfor. Samtidig træffes beslutning om klubbens formue, der skal gå til idrætsudøvende formål inden for Aabenraa kommune.

 

Således vedtaget på ordinær generalforsamling, den 23. februar 2010.

 

Trykkevenlig udgave

 

25. februar 2010